KV21



Vi ønsker at bevare den nuværende centerafgrænsning

I Venstre går vi ind for at bevare den nuværende centerafgrænsning, da det er den optimale løsning for at bevare en aktiv bymidte. 
Hvor Peder Hansen svarer på spørgsmålet om udvidelsen af Rudkøbing bymidte. 


FAKTA OM PEDER HANSEN
Alder: 59.
Civil status: Gift med Gitte siden 1988.
Børn: 2 sønner (Niels og Klaus). 
Bopæl: Snøde, Langeland.
Uddannelse: Radiomekaniker (hos Warmings Radio, Rudkøbing), efterfulgt af diverse efteruddannelser.
Profession: Erhvervsmand, ejer af PH-Service A/S (stiftet i 1984), ejer af Messetæpper A/S (stiftet i 2006) og tilknytning til en stribe andre virksomheder og bestyrelser. 
Politisk: Formand for Venstre Langeland siden 2018, spidskandidat for Venstre Langeland ved kommunalvalget i 2021.

Peder Hansen - Borgmesterkandidat - KV21

- Vi skal turde tænke nyt og anderledes på Langeland 

Jeg hedder Peder Hansen og som spidskandidat for Venstre ved kommunalvalget, vil jeg gerne stå i spidsen for at skabe forandring og gøre Langeland til en endnu bedre udgave af sig selv.

Jeg er ud af en langelandsk købmandsslægt i Snøde og min familie har altid deltaget aktivt i det lokale samfund. På den måde er jeg måske arveligt "belastet", for jeg holder rigtig meget af og går meget op i Langeland. For mig har det altid været helt oplagt at blive på øen, skabe min levevej her og samtidig forsøge at bidrage til lokalsamfundet på den skønne ø. 

Som nævnt ligger det måske i generne...

Min farfar og min far var ret forskellige som mennesker, men udover købmandskabet havde de også en anden ting til fælles: De brændte begge for det lokale og de ville en masse på Langeland og på Langelands vegne. Måske derfor var min farfar, Carl, i sin tid med til at stifte Langelands Elforsyning og både Carl og min far Palle, brugte en stor del af deres liv til at skabe og udvikle lokalt på den ø, hvor jeg jo selv blev født og voksede op. Jeg husker, at jeg som dreng, ofte var med ude til forskellige arrangementer og møder og på den måde blev jeg hurtigt en del af et blomstrende og aktivt lokalsamfund, hvor man skabte tingene selv og hvor man med hjertet på rette sted og med sine hænders kraft, kunne udrette store ting med engagement og frihed under ansvar.

På den måde lærte jeg fra barnsben, at det nytter noget, at tage styringen og bestemme over sit eget liv. Min far er målrettet og bestemt, mens min farfars personlighed altid har været mere rund og imødekommende. Men aktive og driftige, det var de begge. Jeg føler selv, at jeg har fået lidt fra dem begge og så naturligvis en masse godt fra de stærke kvinder, der stod ved deres sider og var med til at gøre det muligt for deres mænd, at være så engagerede i stort og småt. 

Det med at engagere sig og gå op i det lokale har jeg altid selv følt helt naturligt. Jeg mener, at man er forpligtet til at støtte op om det lokale og det nære fællesskab, når man har mulighed for det. Man skal passe på alt det gode nærmiljø, man har og støtte op omkring det. Det har jeg gjort - både som privatperson og som virksomhedsejer. Det har nærmest været en selvfølge, fordi jeg har haft mulighederne og fordi jeg bekymrer mig om min fødeø og mine medmennesker.

Som ung blev jeg også politisk interesseret. På en eller anden måde har Venstre altid været mit parti og jeg har været medlem siden jeg var 19. Jeg havde 5 år tidligere afleveret mit første virksomhedsregnskab, så på den måde lå det måske ret lige for, at jeg også rent politisk, skulle bevæge mig i en liberal retning. Jeg har altid godt kunne lide at skabe og udvikle og derfor har jeg altid haft det godt med Venstres værdier. Frihed under ansvar og det frie valg er meget vigtige fundamenter for mig og også noget, jeg vægter meget højt i mit politiske virke. 

Jeg har i mange år mest arbejdet politisk i kulissen, fordi jeg havde travlt med mine virksomheder og mine medarbejdere, men et nyt eventyr startede for mig, da Venstre Langeland i 2018 valgte mig som formand. Eventyret blev dog endnu større, da jeg sidste år blev valgt som partiets spidskandidat til det kommende kommunalvalg. 

Begge dele var begivenheder, der ændrede vores liv i familien, men heldigvis havde Gitte (min hustru) på forhånd fortalt mig, at jeg roligt kunne kaste mig ud i det, for hun skulle nok sørge for, at der blev passet godt på baglandet, så jeg kunne smøge ærmerne op og gå i krig. Sådan har rollefordelingen egentlig altid været. Gitte har holdt skansen på kontoret og derhjemme, mens jeg har faret rundt i øst og vest - lidt ligesom mine forfædre - købmændene fra Snøde. 

For mig er det utrolig vigtigt at vide, at der er styr på det hele, for jeg ved godt, det bliver nødvendigt at arbejde hårdt. Det er ingen hemmelighed, at Langeland i den grad har brug for, at der bliver taget fat og at nogen tager ansvaret og styringen, mens mulighederne stadig er til stede. 

Jeg er klar til at tage tøjlerne, så vi kan få Langeland det rigtige sted hen i fremtiden. 

Det bliver et langt og sejt træk, men der er dog nogle ting, der skal ændres lige med det samme.  

For det første skal Langeland have en kommune der er til for borgerne.

Kommunen skal kunne levere et højere serviceniveau til øens borgere, for det kan jo ikke nytte noget, at man skal vente i månedsvis på at få behandlet en simpel byggesag. Det er heller ikke rimeligt, at man skal vente flere dage på at få svar på helt enkle spørgsmål, fordi man ganske enkelt ikke kan få fat på kommunen og tale med de rigtige folk. Jeg vil arbejde for en udvidet telefon og borgerservice og med udvidede åbningstider. Kommunen må ikke være skyld i, at tingene går i stå!

Omvendt ved jeg også, at hvis Langeland Kommunes medarbejdere skal levere en god og effektiv service,  så er det også nødvendigt, at kommunen er en rigtig god arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og har det godt. Jeg ønsker at sætte fokus på sygefraværet, og finde ud af hvad der ligger bag. Det er rigtig vigtigt at der er et godt arbejdsklima og en god ledelse. Langeland Kommune er med afstand øens største arbejdsplads, og det er vigtigt at medarbejderne har det nødvendige overskud. Det er en vigtig grundsten - uanset om man driver privat virksomhed eller en kommune. Man kan ikke yde en god service til andre, hvis  man ikke selv er glad og trives på sit arbejde. 

Det er også meget vigtigt for mig, at langelænderne får større mulighed for at træffe de frie valg. Det betyder, at du som borger her på øen, skal have frihed til at vælge frit, hvad enten det handler om ældrepleje, børnepasning eller noget helt andet. Friheden til at vælge selv skaber glæde blandt borgerne og Langeland skal også leve af sine tilfredse borgere i fremtiden.

Vi har så utrolig meget at byde på her på Langeland, men vi skal bare blive endnu bedre til at udnytte vores muligheder. Vi har eksempelvis over 150 kilometer kystlinje, som vi skal markedsføre endnu tydeligere og det er spændende med projekter som Shores, hvor man ser mulighederne i at bruge de indlysende rammer på Langeland. 

Vi har en fantastisk natur og Langeland kan sagtens udvikles fornuftigt som turistø, hvis det sker i en smagfuld balance, hvor vi hele tiden husker at tænke nyt og udviklende, men samtidig passer godt på det, vi allerede har. Mulighederne for at udvikle turismen er mange. Vi har eksempelvis haft en verdensborger som H.C. Ørsted, der blev født og opvoksede i Rudkøbing. Får Langeland nok ud af, at have skabt en af videnskabens absolut største stjerner? Det synes jeg ikke. Det skal vi tænke over. 

Der har i det hele taget aldrig været mere brug for nytænkning og forandring på Langeland. Det er måske sidste chance og selv om der er masser af hårdt arbejde, der skal gøres, så må vi aldrig glemme at udvikle os selv og øen. Selv når det virker vanskeligt, skal vi turde tænke nyt og stort! 

Venstre på Langeland og jeg er klar til at påtage os ansvaret og stå i spidsen!

Tak fordi I læste med! Jeg håber på jeres støtte.

Peder Hansen, 
Spidskandidat for Venstre ved KV2021.